Spørgsmål og svar
Om EU's nye hvidvaskregler, og om hvordan Klarkunde virker i praksis.
Svarene om AMLR er generel information og ikke juridisk rådgivning. Læs altid den gældende lovtekst og vejledningen fra din tilsynsmyndighed, og spørg din rådgiver ved tvivl.
AMLR 2027
Hvad er AMLR?
AMLR er EU's forordning om forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, forordning (EU) 2024/1624. Den er en del af EU's hvidvaskpakke fra 2024, som også består af et nyt hvidvaskdirektiv (AMLD6) og forordningen om den nye EU-myndighed AMLA.
Fordi det er en forordning, gælder den direkte i alle EU-lande. Reglerne om kundekendskab bliver dermed de samme i hele EU i stedet for at stå i hvert lands egen lov.
Hvornår gælder AMLR?
Hovedparten af forordningen gælder fra 10. juli 2027. Enkelte bestemmelser har andre datoer. Indtil da gælder hvidvaskloven som i dag.
Hvad er AMLA?
AMLA er EU's nye myndighed for bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering med sæde i Frankfurt. Den skal koordinere de nationale tilsyn, udarbejde tekniske standarder og retningslinjer og på sigt føre direkte tilsyn med udvalgte finansielle virksomheder, der opererer på tværs af landegrænser.
For de fleste danske virksomheder – fx revisorer, bogholdere og ejendomsmæglere – vil tilsynet fortsat ligge hos den danske tilsynsmyndighed. Men AMLA's standarder og retningslinjer kommer til at præge, hvad tilsynet forventer.
Hvad ændrer sig for danske virksomheder under hvidvaskloven?
Grundprincipperne kender du allerede: kend din kunde, vurder risikoen, og dokumentér det. Det, der ændrer sig, er især detaljeringsgraden. Blandt andet:
- Mere detaljerede krav til, hvilke oplysninger du skal indhente om kunden og om reelle ejere, også i komplekse ejerstrukturer.
- Tydeligere regler for, hvornår der skal anvendes skærpet kundekendskab, fx ved PEP'er og forbindelser til højrisikotredjelande.
- Faste rammer for, hvor ofte kundeoplysninger skal opdateres, afhængigt af risikoen.
- Krav om skriftlige politikker, interne kontroller og en ansvarlig person for overholdelsen.
Hvidvaskloven vil blive tilpasset, så den spiller sammen med forordningen. Hold øje med vejledningen fra din tilsynsmyndighed, når den kommer.
Hvordan hjælper Klarkunde med AMLR?
- KYC på alle direktører og reelle ejere, ikke kun kontaktpersonen.
- Risikovurdering med tre niveauer – Lav, Mellem og Høj – og genbesøg efter 5, 3 og 1 år.
- PEP- og sanktionsscreening hver 90. dag og ved nye personer i CVR.
- Godkendelse er låst, indtil den interne vurdering er udfyldt, minimumsdokumenterne er uploadet og alle kritiske flag er begrundet.
- En PDF-rapport pr. kunde, der viser, hvad du har gjort og hvorfor.
Vi følger de endelige standarder og retningslinjer og opdaterer spørgeskemaer og kontroller, når de kommer. Klarkunde er et værktøj – ansvaret for vurderingen er fortsat din virksomheds.
Skal vi vente til 2027 med at komme i gang?
Nej. Kravene til kundekendskab gælder allerede i dag efter hvidvaskloven, og AMLR bygger videre på dem. Jo flere kunder der er dokumenteret ordentligt nu, jo mindre skal der gøres, når forordningen gælder.
Praktisk
Hvor ligger vores data?
Data om dine kunder ligger i EU: databasen og filerne hos Supabase i Irland (eu-west-1). Cloudflare leverer hjemmesiden og API'et. CPR-numre behandles efter databeskyttelsesloven § 11, vises maskeret, og hver visning logges.
Sager opbevares i 5 år efter kundeforholdets ophør og slettes derefter automatisk. Læs mere i privatlivspolitikken.
Hvordan bruger kunden MitID?
Din kunde får et link til kundeportalen og logger ind én gang med MitID. Derefter svarer kunden trin for trin, uploader dokumenter og kan gemme og fortsætte senere. Kunden skal ikke oprette en adgangskode. Portalen findes på dansk, engelsk og arabisk.
Kan vi flytte vores eksisterende kunder over?
Ja. Du kan oprette kunder ud fra CVR-nummeret, så hentes ledelse og reelle ejere automatisk. Har du mange kunder eller eksisterende dokumentation, så skriv til support@klarkunde.dk, så aftaler vi, hvordan vi flytter dem.
Hvordan fungerer den gratis prøve?
Du får 14 dage med alle funktioner. Der er ingen binding. Når prøven slutter, vælger du den plan, der passer til antallet af aktive kunder. Se priser.
Træffer AI beslutninger om vores kunder?
Nej. AI giver kun et forslag til risikoniveau og en tekst til egenvurderingen. Forslaget nævner hvert kritisk og forhøjet flag og markerer med [udfyld: …], hvor der mangler fakta. Det er altid dig, der vælger niveauet og godkender kunden.
Bruger hjemmesiden cookies?
Nej. Hjemmesiden har ingen cookies, ingen analyseværktøjer og ingen sporing. Vælger du lyst eller mørkt tema, huskes valget kun i din egen browser.